For et par uger siden ramte jeg den slags følelsesmæssige mur, der ikke ser dramatisk ud udefra – men indeni føltes alting bare... forkert.
Det var ikke udbrændthed. Ikke helt.
Jeg græd ikke i brusebadet eller missede deadlines.
Jeg dukkede op, teknisk set.
Men det føltes som om, jeg gik gennem vand.
Alt føltes bare... tungere end normalt. Og langsommere.
Og af en eller anden grund blev jeg ved med at bebrejde mig selv for det.
Så den morgen, som jeg har gjort et dusin gange før, når jeg føler mig fastlåst, prøvede jeg at ændre energien.
Hurtig bruser. Stærk kaffe. Stramme jeans.
Og min Azure Lighthouse Ring.
Den ring er lidt som et signal til mig selv.
Altså—okay, lad os få styr på det. Lad os komme i gang. Lad os sætte fut i denne dag.
Den er rød.
Ikke den bløde slags. Den slags rød, der kræver, at du ser på den. Den, der vækker dig.
Det er ringen, jeg tager på, når jeg har brug for at huske, at jeg har retning. Når jeg vil føle mig beslutsom, selvom jeg ikke er det.
Og ærligt talt? Det virker det meste af tiden.
Men ikke den dag.
Den dag sad jeg foran min bærbare, iført ringen, stirrende på min indbakke og forsøgte at tvinge mig selv til at handle.
Jeg svarede på to e-mails. Halvhjertet.
Opdaterede min to-do-liste, selvom der ikke var sket noget nyt.
Forsøgte at mærke den motivation, jeg troede, ringen skulle give mig.
Men det kom ikke.
I stedet følte jeg mig bare... anspændt. Som om jeg bar en andens humør.
Som om jeg forsøgte at udføre energi, jeg faktisk ikke havde.
Den aften lavede jeg ikke meget.
Lavede ristet brød til aftensmad. Så en del af en film, jeg allerede havde set.
På et tidspunkt gik jeg ind på mit værelse og åbnede smykkebakken igen.
Og uden rigtig at tænke over det, rakte jeg ud efter min Brave bæltering.
Jeg havde ikke haft det på i flere uger. Måske længere.
Det er ikke et statement-stykke. Det fanger ikke lyset på en prangende måde.
Men da jeg tog den på—
noget inde i mig faldt endelig til ro...
Jeg kan ikke forklare det præcist.
Det var ikke magi. Det var ikke øjeblikkelig klarhed.
Det var bare mere stille.
I stedet for at prøve at være et andet sted, følte jeg pludselig, at det var helt okay at være præcis dér, hvor jeg var.
Grøn er den slags energi for mig.
Den skubber ikke.
Det løfter mig ikke op og siger til mig, at jeg skal rejse mig.
Der står bare—træk vejret.
Og den nat var det alt, hvad jeg virkelig havde brug for.
Dagen efter “kom jeg ikke tilbage.”
Jeg sprang stadig et møde over, fordi jeg ikke havde overskud til det.
Jeg havde stadig en bunke vasketøj, så jeg gik rundt som på en forhindringsbane på gulvet.
Men jeg lagde mærke til himlen.
Jeg lavede rigtig mad.
Jeg sagde "nej" til noget uden at føle skyld.
Og jeg gik rundt om min blok uden min telefon i hånden, for en gangs skyld.
Jeg tror, det var dér, det gik op for mig.
Den røde farve fik mig til at føle, at jeg måtte jagte klarhed.
Men den grønne?
Det mindede mig om, at jeg ikke altid behøver at jagte noget som helst.
Måske er det ikke meningen, at jeg altid skal føle mig tændt op.
Måske er det stærkeste, jeg nogle gange kan gøre...
er bare stille. Og blive hos mig selv.
Jeg går stadig med Fyrtårnsringen.
Gud, jeg elsker stadig, hvordan det får mig til at føle, når det er rigtigt.
Den selvsikkerhed. Den varme. Den følelse af—lad os komme afsted.
Men nu ved jeg forskellen på at have brug for energi…
og have brug for at komme tilbage til mig selv.
Dagen i dag tager jeg en pause, før jeg tager noget på.
Jeg spørger—hvor er jeg i dag?
Bevæger jeg mig fremad?
Eller skal jeg rodfæste mig?
Nogle gange er svaret stadig ild.
Og jeg lod det føre an.
Men nogle gange… er det Skov.
Og det er en slags styrke, jeg aldrig plejede at anerkende.
Men nu?
Nu føles det som den, jeg stoler mest på.