Jeg plejede at tro, at jeg skulle føle noget stort for, at forandringen skulle tælle.
Som den slags forandring, der kommer efter en svær beslutning, et brud, en flytning til en anden stat—noget med et tydeligt før og efter.
Men nu er jeg begyndt at lægge mærke til de mere stille.
De vagter, der ikke rækker hånden op.
Det kommer ikke med annonceringer eller advarselsskilte.
De dukker bare op.
På samme måde som jeg har det med de ting, jeg plejede at elske.
I den måde, jeg holder en pause på, bare kort, før jeg gør noget, der engang føltes automatisk.
Og det meste af tiden opdager jeg det ikke, før jeg allerede er midt i det.
Normalt er det noget småt.
Jeg vil gøre mig klar, halvt færdig med kaffen, to-do-listen vokser for hvert minut – og jeg vil række ud efter et smykke, jeg ikke har haft på i evigheder.
Ikke fordi det er nyt eller moderne eller noget, jeg går og tænker på.
Men fordi noget i mig siger: den der.
Og når jeg tager det på, så... giver det bare mening.
Som om min krop valgte det, før mine tanker nåede at følge med.
Det skete faktisk for et par uger siden.
Det var en grå tirsdag. En af de dage, hvor man bare skal igennem det.
Jeg var ikke ked af det. Jeg var ikke i krise. Men jeg følte mig langt væk fra mig selv.
Som om jeg bevægede mig, men ikke helt var forbundet.
Jeg stod over mit smykkebakke—halvt stirrende, halvt fraværende—og uden at tænke rakte jeg ud efter Ocean Field. Jeg havde ikke haft det på i flere måneder. Måske længere.
Jeg klipsede den på og mærkede straks, hvordan mine skuldre slap af.
Ingen magi. Ingen fyrværkeri. Bare et blødt fald ind i stilhed.
Det løste ikke noget.
Men det fik mig til at bevæge mig langsommere. Trække vejret dybere.
Det mindede mig om, at jeg ikke behøvede at følge verdens tempo den dag.
Siden da er jeg begyndt at være opmærksom på, hvad jeg griber efter.
Hvad jeg undgår.
Det, jeg tager op og holder, for så at sætte ned igen.
Storm Field, for eksempel, finder mig, når jeg ikke prøver at være modig—men jeg føler det alligevel.
Ikke aggressiv modig. Bare... klar.
Altså, jeg ved, hvad jeg vil have.
Og jeg spørger ikke om tilladelse.
Det er ikke den slags styrke, der sparker døre ind.
Det er den slags, der låser stille på plads og siger: Jeg er god. Jeg ved, hvor jeg står.
Andre gange trækker jeg mig indad.
Der er ikke noget galt. Jeg er bare ikke i en tilstand, hvor jeg kan give udadvendt energi.
Det er dér, jeg rækker ud efter Skyggefelt.
Ikke fordi jeg prøver at forsvinde.
Men fordi jeg har brug for plads til bare at være—ikke forklare, ikke præstere, ikke opmuntre.
Det er det stykke, jeg tager på, når jeg vil være tæt på mig selv.
Når jeg gerne vil bevæge mig gennem dagen lidt mere roligt, med lidt mere beskyttelse.
Det er ikke tungt. Bare jordforbindelse.
Som en lille påmindelse:
Du skylder ikke verden en version af dig selv, som du ikke har i dag.
Og så er der de gange, hvor jeg overrasker mig selv.
Når jeg igen fanger mig selv i at nynne om morgenen.
Når jeg tænder et lys, ikke fordi jeg "bør," men fordi det faktisk lyder hyggeligt.
Når jeg åbner vinduet og lader luften komme ind.
Det er når Lysfelt returnerer.
Ikke fordi alt er helet eller perfekt.
Men fordi jeg er klar til at begynde igen. Blidt.
Disse stykker er blevet små spejle for mig.
De ordner ikke noget som helst.
De definerer mig ikke.
Men de hjælper mig med at se mig selv, hvor jeg faktisk er—uden fordømmelse.
Og nogle gange er det alt, hvad jeg behøver.
For at huske, at jeg er rykket.
Ikke på en overskriftagtig måde.
Men på en stille, voksende måde.
Så hvordan ved du, hvornår din energi har ændret sig?
Måske stopper du med at række ud efter de brikker, du plejede at bære som rustning.
Måske rækker du efter noget blødt, selvom du ikke engang vidste, at du havde brug for blødhed.
Måske føles noget bare ikke som dig længere – og du har ikke lyst til at forklare hvorfor.
Det er nok.
Du behøver ikke at navngive det.
Du behøver ikke gøre noget ved det.
Bare en bemærkning.
Og måske kan det at lægge mærke til være en form for omsorg.
Bær det, der føles som i dag.
Selv hvis ingen andre ville lægge mærke til det.
Selv hvis det kun er for dig.